Vi er lykkeligst, når vi gør noget sammen

Midt i stuen hænger en lyserød gynge. Som et symbol på, at livet er bevægeligt, farverigt og fuld af leg og poesi, hvis vi tør at række ud efter det. Alt sammen noget, som også rimer på lejlighedens ejer – Pelle Hvenegaard, forfatter, journalist, skuespiller og tv-vært. Han har lige budt mig velkommen i privaten – en smuk og farvestrålende lejlighed med udsigt over Christianshavns Kanal – et ganske særligt sted i den danske hovedstad. Her bor Pelle Hvenegaard -sammen med sin kone, Caroline, datteren Ukhona og deres Doodle-hvalp.

Anledningen til mit besøg er, at Pelle Hvenegaard for nyligt udgav bogen: Kære Ukhona – Det her skal du vide, hvis jeg skulle dø i morgen. 

Bogen er et litterært testamente til Ukhona, som Pelle og Caroline adopterede fra Sydafrika efter mange års kamp for at blive forældre. 

Skelsættende øjeblik

Her sidder vi så ved spisebordet, hvor -Pelle Hvenegaard sender et drømmende blik igennem stuen ved erindringen om, hvor han var, da beskeden om, at Ukhona var på vej, nåede ham.

– Jeg stod tre meter oppe på en stige, da mit livs nok mest skelsættende øje blik slog ned med ordene: Du skal være far!

Med det samme var Pelle Hvenegaard klar over, at datteren – indtil hun når 18-årsalderen, skulle være omdrejningspunktet i hans tilværelse – ikke bare sådan et par timer om dagen i ny og næ, når karriere-travlheden tillader det. Nej tæt på 100 procent.

– I tv-udsendelsen Løvens Hule bliver der altid talt om, at de deltagende iværksættere skal være villige til at investere sig selv 110 procent i deres virksomhed. Tænk, hvis vi investerede lige så meget i vores børn? Ikke for at omklamre dem, men for at være vejvisere i at bygge et liv på ordentlige og holdbare værdier, siger Pelle Hvenegaard, der i praksis mener, at det handler om at kunne navnene på barnets skolekammerater og deltage aktivt i skolebestyrelsen.

At gå ned en tirsdag eftermiddag for at fiske krabber i Christianshavns Kanal. At tage sit barn i hånden og tage på opdagelsesrejse sammen i de mange måder, man kan leve et liv på.

Allerede nu har 9-årige Ukhona været på rejse med sine forældre i 30 forskellige lande, hvor mange nysgerrige spørgsmål og gode opbyggelige snakke har lagret sig i familiens mentale rygsæk.

– Jeg tænkte også, at nu har vi kæmpet seks år for at få hende, og at det så ikke ville give mening ikke at være der fuldstændigt for hende, så længe hun vokser op. Tænk på, hvor kort en periode i dit liv, dit barn vokser op, siger Pelle Hvenegaard, der tidligere har skrevet en bog om glæden ved at blive far til Ukhona og nu har fulgt op med at skrive sit litterære -testamente til sin datter – ledetråden i -bogen er Pelle Hvenegårds livserfaringer.  

Lakmusprøve af sit eget liv

Bogen rejser fundamentale spørgsmål om, hvad livet går ud på, og hvad der er, man giver videre. Samtidig er bogen også en gennemskrivning og lakmusprøve af Pelle Hvenegaards eget liv. Er han selv den, han gerne vil være, og lever han det liv, han ønsker sig? Svaret er lige nu et ja.

For livet er ifølge Pelle Hvenegaard en foranderlig og vedvarende proces i evig bevægelse, og det handler om ikke at tro, at nu har man altså regnet den ud. At være i sit liv og omfavne det i en legende proces, der indimellem skal være sjov, er ledetråden.

Pelle Hvenegaard, der naturligvis håber på og regner med at skulle have mange år sammen med sin datter, har alligevel valgt, at tiden var inde til at nedfælde sine erfaringer og oplevelser og give dem videre i tide. 

Han husker, at tanken blev født, da han så tv-dokumentaren Davids Dæmoner, en tragisk fortælling om en far, der udover at efterlade sin søn en masse -millioner også efterlader sønnen med
en række livsråd indtalt på en diktafon. En slags vejledning fra den anden side. 

– Da vidste jeg, at jeg måtte i gang. Jeg ville skrive en nøgtern bog og ville ikke gå ad den sentimentale vej. Men jeg fravalgte at skrive om min egen død. Hvordan jeg forestiller mig, at det ville være at miste sin far. Den tragiske død, den ubærlige død.

Den slags død har jeg selv været for-skånet for, og det tilkommer derfor ikke mig at skrive mig ind i det felt. Vores datter har som adopteret selv prøvet at miste -noget helt ubærligt, nemlig sine biologiske forældre, og de følelser kan hun bedre få resoneret hos Caroline, der selv mistede sin mor tragisk i en ung alder.  

Livsfylde

En af de vigtigste værdier, som Pelle -Hvenegaard vil give videre til sin datter, er, at jagten efter penge og materielle -goder ikke i sig selv kan give livsfylde.

– Selvfølgelig er det berusende at tjene mange penge og være efterspurgt. Jeg har selv prøvet det. Men den selvrealisering kan være for dyr, og meget let kan det blive et selvbedrag sat overfor det, der virkelig rykker og fylder dig som menneske, siger Pelle Hvenegaard og fortsætter:

–  Men der er jo indbyggede krav og forventninger til os fra samfundets side om, at vi skal præstere. Der er stærke kræfter på spil. Vi skal skabe succeser, som samfundet ser det. Vi har på godt og ondt at gøre med en velsmurt maskine, og konsekvensen i vores præstationskultur er, at vi kan miste vores relationer og ikke mindst kontakten til de ældre generationer og dem, der ikke er så privilegerede som os selv. Empatien ryger simpelthen, og det gør os fattigere.

På et tidspunkt, da Pelle Hvenegaard gik tur med sin datter i deres landsby, som de kalder deres kvarter på Chris-tianshavn, så de en yngre mand, i skarpt jakkesæt, sidde og tale i telefon ved -kanalen. Pelle Hvenegaard lagde mærke til, at han græd og overhørte så en sætning.

– Jeg har alt – et fedt job og en super god økonomi, men jeg er bare tom indeni og ulykkelig.

Ukona spurgte sin far, hvad der var i vejen med manden. Pelle svarede hende, at manden var ked af det.

– Jeg gik ikke i dybden. Den kan hun få, når hun læser min bog, som hun indtil videre ikke har udvist den store interesse for. Det er jo bare far, der har skrevet en ny bog, smiler Pelle Hvenegaard.

Forstå verdens mangfoldighed

Pelle Hvenegaard og hans kone, Caroline, gør meget ud af, at deres datter bliver introduceret for andre menneske, som ikke har de samme privilegerede vilkår. F.eks. har Caroline, der arbejder indenfor socialsektoren, haft Ukhona med i et fixerum på Vesterbro. Ikke mens narkomanerne var der, men Ukhona fik et indtryk af et liv på bunden.

– Det er så vigtigt, at hun fra en tidlig alder forstår mangfoldigheden i verden, mens jeg og Caroline er i hendes nærhed – ved hendes side.

Vores opgave som forældre er at være med til at indgyde hende livskraft og optimisme og samtidig forklare hende, at der er mange mørke kræfter derude.

Danmark er en lille osteklokke i -verden, og mange steder lever folk -under helt andre vilkår, forklarer Pelle Hvenegaard.

– Min største målsætning er, at mit barn trives. Der er så mange uforløste liv derude. Så mange, der pisser deres liv væk, siger Pelle Hvenegaard.

– Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at få hende til at vælge sunde vaner – holde hende væk fra de største livsstjælere som f.eks. alkohol og stoffer – det kan godt bekymre mig rigtig meget. Der er så meget, der bimler og bamler derude. Det er virkelig en udfordring, siger Pelle Hvenegaard og understreger:

– Alligevel handler det om at lade -hende skabe sin vej selv – at hun finder sin egen vej i al moradset.

– Men jeg fortæller også min datter, at hun er nødt til at skabe sit eget liv. For selvom vi lever i Danmark, så får vi ikke noget foræret, selvom vores system kan noget velfærds politisk, som andre lande ikke kan. Men mange knækker alligevel under presset, fordi de lever deres liv efter andres forventninger til dem. Forkerte forventninger til én selv kan virkelig kvæle livslysten, som jeg har oplevet det.

Noget som Pelle Hvenegaard også lægger vægt på i sit litterære testamente til sin datter, er også at passe på absolutter – sort/hvid tænkning. At huske på, at der altid er andre nuancer og forståelser end ens egen. Et vigtigt element er også at være opmærksom på, hvordan vi taler om andre.

– Når vi mister forståelsen for hinanden, så mister vi empatien. Vi skal huske, at vi har brug for hinanden for at forstå os selv. Og at vi er lykkeligst, når vi gør noget sammen, siger han og tilføjer, at han kun kan pode sin datter med sine erfaringer og livsværdier. Det vigtigste er, at Ukhona kender dem. Og skal han skære sit testamente til sin datter helt ind til benet, lyder svaret: 

– Hold fast i din nysgerrighed – bliv ved med at åbne din verden!