Træning bør prioriteres over operation til behandling af åreforsnævring i benene

Forskning viser, at målrettet træning i mange tilfælde kan være mere gavnligt end en kirurgisk behandling, både hvad angår effektivitet og patientens langsigtede sundhed. Derfor er det på tide, at vi sætter træning højere på dagsordenen og giver denne behandlingsform den opmærksomhed, den fortjener.

For dem, der ikke er bekendt med -åreforsnævring, opstår lidelsen, når blodkarrene i benene bliver forsnævrede på grund af fedtaflejringer og åreforkalkning. Det reducerer blodtilførslen til benene, hvilket fører til smerter og kramper – særligt under fysisk aktivitet. En operation kan afhjælpe problemet på kort sigt ved
at åbne de tilstoppede blodkar, men det løser sjældent de bagvedliggende årsager, såsom inaktivitet og dårlig blodcirkulation, hvilket er afgørende for langvarig sundhed.

Tværtimod viser studier, at regelmæssig træning kan forbedre blodcirkulationen og hjælpe kroppen med at skabe nye blodbaner, som omgår de forsnævrede områder. Målrettede træningsprogrammer, ofte med gå-træning som hoved-fokus, har vist sig at kunne øge patienters gådistance betydeligt og reducere smerterne. Træning styrker desuden musklerne, fremmer generel kredsløbssundhed og mindsker risikoen for følgesygdomme – uden de bivirkninger, som kirurgiske indgreb kan medføre.

Vi har behov for et sundhedssystem, der ser på det lange perspektiv og prioriterer patientens samlede sundhed over hurtige, kortsigtede løsninger

Et andet vigtigt argument for træning frem for operation er de økonomiske og ressourcemæssige omkostninger. Operationer er dyre, kræver hospitalssenge og personale og indebærer altid en risiko for komplikationer, særligt hos ældre patienter. Sammenlignet med dette kræver et træningsforløb langt færre ressourcer, og det kan desuden organiseres som gruppeforløb eller individuelle programmer, som sundhedsprofessionelle kan vejlede og overvåge, f.eks. via kommunale sundhedscentre.

Problemet i dag er, at træning ofte ses som ”et ekstra tilbud” i behandlingen af claudicatio intermittens, og mange patienter presses til at vælge kirurgi, fordi der mangler tilgængelige og tilpassede træningstilbud. Dette skal ændres. Kommuner og regioner bør samarbejde om at oprette flere træningstilbud målrettet denne patientgruppe, og samtidig bør læger og specialister have et større fokus på at informere patienter om de langsigtede fordele ved træning. En trænings-baseret behandling kræver ofte både vedholdenhed og motivation fra patientens side, men med den rette støtte kan det være en overlegen løsning.

Vi har behov for et sundheds-system, der ser på det lange perspektiv og prioriterer patientens samlede sundhed over hurtige, kortsigtede løsninger. Træning bør være førstevalg i behandlingen af åreforsnævring i benene, ikke kun for at reducere smerter og forbedre mobilitet, men for at styrke patientens helbred og livskvalitet på en bæredygtig måde. Det er på tide, vi giver træning den plads, den fortjener, i behandlingen af denne udbredte lidelse.