Vil det sige, at jeg har fået gigt?

Jeg sidder i konsultationen med en kvinde på 62 år, der gennem et års tid har oplevet ømhed i sine fingerled. Hun har arbejdet som tjener i mange år og har indimellem oplevet ømhed i led og muskler efter en lang arbejdsdag, men det seneste år har det været anderledes.

Hun vågner med ømme og stive fingerled i begge hænder. Hun fortæller, at det kan svinge lidt fra dag til dag, men at det oftest er begge hænder samtidigt, og at det ikke har noget at gøre med, hvor aktiv hun har været dagen før. Hun har gået med det i noget tid, fordi hun regnede med, at det var slidgigt, og at der ikke kunne gøres noget ved det, men nu er hun blevet i tvivl.

Jeg undersøger hendes hænder og spørger mere ind til hendes symptomer. Da jeg er færdig med at undersøge hende, spørger hun, hvad det er. Jeg fortæller hende, at det kan være både slidgigt, leddegigt eller, at der kan være tale om en anden årsag til hendes symptomer. At vi har brug for at foretage blodprøver og røntgenbillede for at kunne stille en diagnose.

Der bliver stille i konsultationen. Hun kigger ned og retter lidt på sin nederdel, inden hun ser på mig igen og spørger:
”Vil det sige at jeg har fået gigt? At jeg ikke kan arbejde som tjener mere?”

Nu har hun tårer i øjnene. Jeg siger til hende, at jeg kan se, at hun bliver ked af det og spørger, om hun vil fortælle, hvad det handler om. Hun fortæller, at hun er bange for at blive invalid. At hun er bange for, at hun ikke kan arbejde, og at hun ikke kan strikke og lave mad, som hun -ellers er glad for.

Hun har det svært med, at hun ikke ved, hvad hun fejler, at det måske kan være -noget alvorligt, og at hun måske skal til at tænke anderledes om sig selv. Hun plejer at være stærk og kunne klare det, hun vil. Hun er bange for, at de ting, der er vigtige for hende, bliver svære at blive ved med, hvis det viser sig, at hun har leddegigt.

Jeg fortæller hende, at jeg godt kan forstå, at det er en svær situation for hende, og at jeg gerne vil hjælpe hende. Lige nu er det svært at svare på hendes spørgsmål, fordi hun endnu ikke er udredt, og vi derfor ikke med sikkerhed kan sige, hvad hun fejler.

Vi aftaler derfor, at hun får foretaget blodprøver og røntgenbillede, og at hun får en tid hos mig til svar på undersøgelserne. Vi aftaler samtidig, at hun skriver de spørgsmål op, som hun kommer i tanke om og tager dem med, så vi kan tale om det, der har betydning for hende.

Det er svært at opleve kontroltab. Perioden fra man bliver klar over, at man måske har en sygdom, til man får en diagnose, er svær for mange. Det er svært ikke at vide, hvad man skal forberede og indstille sig på. Når man så har fået en diagnose som leddegigt, kan det opleves som en voldsom krise. Der findes god og effektiv behandling af leddegigt, men det er stadig en livsomvæltende begivenhed at få leddegigt, og det betyder, at der er områder af livet, som bliver anderledes.

Inden hun forlader konsultationen, -bliver vi enige om, at hun uanset, hvad der viser sig at være årsagen til hendes led-smerter, er den samme kvinde som før, smerterne i hænderne begyndte. Det er kun hendes hænder, og ikke livet, der gør ondt. Det er samtidig rigtig fint, at hun nu får det undersøgt, så hun kan få en diagnose og dermed en behandling og en afklaring.