Jeg er gået til min hjerneskade som endnu et eventyr

I sit overdådige forfatterskab har Ib Michael taget os med på et utal af eventyrlige rejser til fjerne, eksotiske steder, hvor myter og virkeligheder er smeltet smukt sammen i fantasiens navn. Det er blevet til 30 romaner og rejsebeskrivelser, hvor læserne har været med helt inde i Amazonas’ tætte regnskove, dybt nede i Polynesiens koralrev og højt oppe på Himalayas bjergtoppe. Som forfatter er Ib Michaels tilgang til -livet og dets uventede drejninger altid blevet udforsket med sproget og nysgerrigheden som trofaste rejsekammerater. Så da blodproppen rammer, og dele af hans personlighed forandres og forsvinder, vælger han at se det som endnu et eventyr i livet.

– Jeg havde en fornemmelse af, at jeg skulle begynde forfra med alting. At der var en person, der var gledet bort, og en ny, der var kommet til. Det kunne jeg begræde. Men jeg kunne også se det som et nyt eventyr at begive mig ud på. Så det valgte jeg at gøre. Ligesom når man står foran en mystisk jungle, man aldrig før har betrådt, kunne jeg kun finde vejen i det nye ved at tage ét skridt ad gangen.

At samle stykkerne op

Som altid har Ib Michael valgt at tage sine læsere med, også selvom de magiske rejser ud til fjerne verdener er byttet ud med en indre identitetsrejse. I sin bog Fra den anden side af solskinnet, der udkom sidste efterår, er læserne med på forfatterens rehabiliteringsrejse fra det velkendte til det ukendte, fra et liv fyldt med eksotiske oplevelser til en ny virkelighed, hvor han udforsker det nære fra sit hus i Kikhavn oppe i Nordsjælland. Han beskriver, hvordan blodproppen tvinger ham til at samle stykkerne op af en mand, der er gået i stykker, og hvordan han efterfølgende må acceptere, at han ikke længere er den samme. Han oplever, at den gamle Ib Michael er død, men en ny er født.

Der er ikke umiddelbart noget eventyrligt over den 28. september 2022, da en blodprop baner sig vej i venstre hjernehalvdel og forårsager varig skade i hjernevævet hos Ib Michael. Fordi hjerneskaden sidder i den venstre hemisfære, krydser det over og giver sig udslag i højre kropshalvdel, hvor han får problemer med motorikken i hånd og fod. Væk er håndskriften og evnen til at skrive med tifingersystemet.

Jeg vælger at forholde mig nysgerrigt til de nye sider af mig selv og i sidste ende forene mig med, at brudstykkerne skal fremhæves, ikke skjules.

Overgangen fra den gamle Ib Michael til den nye sker blot tyve minutter, inden Ib Michael skal til at sætte sig i sin bil for at køre til lydstudiet i København og indtale sin seneste bog. Da Ib Michael vil tage stikket ud af sin mobiltelefon, lystrer hånden ikke, og en lammelse breder sig i armen. Panisk kalder han på hustruen Hanne, der kommer styrtende ind fra haven. Hun får ham til at smile og strække sig, som hun har lært, for at vurdere, om der er tale om en stroke. Det kan han godt. Lammelsen er åbenbart forbigående. Men så begynder højre ben at spjætte og sparke, og Ib Michael vælter rundt, mens han har en følelse af, at en anden har over-taget hans krop. Ambulancefolk bliver tilkaldt, og Ib Michael får muskelafslappende og blodfortyndende behandling og bliver indlagt.

– På Bispebjerg Hospital undrer jeg mig over al den opmærksomhed. Jeg følte mig jo okay. Jeg forstod slet ikke, hvor alvorlig situationen var, for erkendelsen af min sygdom var stort set ikke-eksisterende. Da lægen viser mig mine scanningsbilleder, føles det, som om jeg kigger på en fremmed mands hjerne. Jeg kan se en plamage på størrelse med en to-krone, men jeg kan ikke forbinde det, jeg ser, med mig selv. Da jeg 11 -måneder senere endelig læser min journal, kan jeg se, at overlægen har noteret min manglende forståelse for situationen som ”sygdomsneglekt”.

Levende zombie

Selvom Ib Michael lider af manglende sygdoms-erkendelse, er han alligevel godt klar over, at der er noget ved hans person, som ikke er, som det plejer. Efter sin udskrivelse fra hospitalet opstår en periode, han selv -betegner som zombieperioden. Han oplever, at han forsøger at opføre sig som Ib Michael, men det er som at udfylde en tom skal.

– Jeg havde det, som om jeg spillede rollen Ib Michael. Jeg stod op og lavede kaffe til Hanne, sådan som jeg altid har gjort, men jeg følte ikke rigtigt, at jeg var til stede. Som om hjerne-skaden havde ændret eller fjernet noget af min person. Jeg -kunne se i Hannes øjne, at noget var off, og jeg følte mig nærmest som en levende zombie.

Det er dog først seks måneder efter, Ib Michael er kommet hjem, at han helt forstår, at han er gået i stykker og må starte -forfra. Mens han deltager i et forsøg på Bispebjerg hospital, hvor han hver dag skal spille computerspillet Scientific Brain Training for at lave nye synapser i hjernen, opdager han, da han vil tage notater, at højrehånden har mistet evnen til at skrive, og -tifingersystemet mestrer han heller ikke længere. Det bliver en skelsættende opdagelse, for ordene har altid flydt ud af fingrene, nærmest før bevidstheden når at tænke tankerne. 

Højre-Mik og Venstre-Mik

En ny langsomhed indtræder, og Ib Michael begynder sin søgning efter, hvem han nu er, når både krop og sind er forandret.

– Det fik mig til at skrive om Højre-Mik og Venstre-Mik. Mik, fordi det er mit kælenavn blandt venner. Efter blodproppen og sygdomserkendelsen går det op for mig, at jeg har to personer inde i mig. Min venstreside er uforandret, mens min højreside er ny og skaber en ny dimension inden i mig. Højre-Mik er det nye, og Venstre-Mik det gamle. Det er Højre-Mik, der ikke bider negle eller bliver deprimeret om vinteren. Det er Højre-Mik, der ikke kan følge med Venstre-Miks tifingerskrift. Men det er også Højre-Mik, der hellere vil blive hjemme i Danmark og dyrke den skønne stilhed i -naturen omkring ham. Højre-Mik er mere forsigtig og tilbageholdende, men også mere balanceret og navigationsdygtig i -virkeligheden. Jeg vælger at forholde mig nysgerrigt til de nye sider af mig selv og i sidste ende forene mig med, at brudstykkerne skal fremhæves, ikke skjules.

I starten kæmper han med at integrere de nye personligheder, fordi han savner sit gamle selv og frygter at være ødelagt. Men i løbet af det første år efter blodproppen lærer Ib Michael at acceptere og værdsætte sin nye personlighed. Han sammenligner selv projektet med keramikteknikken kintsugi fra Japan, hvor ødelagte keramikstykker samles med guldlak for at fremhæve bruddene. Ib Michael anvender billedet til at beskrive sin egen rejse og sluterkendelse. I stedet for at skjule sine skader ønsker han at fremhæve bruddene i sit liv som noget smukt og eventyrligt.

Ny person

– Min helbredelse lå ikke i at få Højre-Mik og Venstre-Mik til at smelte sammen. Den gamle version af mig er borte. Jeg er en ny person, og jeg føler, at jeg er vågnet op til en ny bevidsthed.

Den 80-årige forfatter har alle dage kredset om bevidstheden, men efter sin blodprop er bevidstheden om døden rykket et par skridt nærmere. I flere af sine romaner åbner han op for tanken om, at vores eksistens fortsætter i en eller anden form, efter vi dør. Inspireret af den tibetanske buddhisme, hvor sjælen genfødes i en ny krop, betragter Ib Michael ikke døden som en definitiv afslutning, men snarere en overgang til noget andet, som endnu ikke er fuldt forståelig for os.

– Min overbevisning forhindrer mig dog ikke i at gå i panik og klamre mig til det fysiske liv, den dag døden -banker på. Selvfølgelig har kroppen sine reaktioner. Kroppen holder fast i livet og frygter at give slip. Men min overordnede bevidsthed fortæller mig, at det er en naturlig proces. Bevidstheden er evig, kroppen er et midlertidigt hylster.

Ligesom døden ikke skræmmer ham, tager han også imod det at blive ældre med åbent og nysgerrigt sind.

– Selvom det hedder alderdom, er det ikke nogen dom, det er en gave uanset hvad. Det kan nok være, at vi bliver stærkt reduceret fysisk eller kognitivt, men vi kan ikke stille krav til livets sensommer. Vi må tage det, der kommer, og vente med at -bekymre os, indtil det er nødvendigt.

Det er heller ikke bekymringen for aldersbetonede kropslige svækkelser, der har drevet Ib Michael af sted på cyklen og i kajakken det meste af hans liv. At kunne bevæge sig gør han af den største lyst. Et godt eksempel er, da han blot en måned efter sin blodprop svinger sig i cykelsadlen igen. Vel at mærke på Hannes pige-cykel, idet højrebenet ikke ville svinge over stangen på hans herrecykel.

Selvom det hedder alderdom, er det ikke nogen dom, det er en gave uanset hvad. Det kan nok være, at vi bliver stærkt reduceret fysisk eller kognitivt, men vi
kan ikke stille krav til livets sensommer.

– Jeg har altid rørt mig meget, så havde min blodprop frarøvet mig min bevægelsesfrihed, havde det -været det absolut værste, der kunne ske. Heldigvis mærker jeg ikke alderen, når jeg ror, for jeg ror lige så hurtigt, som jeg altid har gjort. Hver dag løfter jeg håndvægte i et kvarters tid for at forebygge det muskeltab, der følger med det at blive ældre. Jeg laver også en daglig liggende meditation med dybe vejrtrækninger hver morgen. Det har været en livslang strategi mod mine angstfyldte forestillinger. Jeg kan med vejrtrækningerne putte min angst ned i maven og få styr på sindet. Så kan jeg stå op, tage hul på dagen og lave kaffe til Hanne.

Om Ib Michael har skrevet sin sidste fiktionsroman, ved han endnu ikke selv. Men med hjerneskadens forandringer vil hans forfatterskab højst sandsynligt tage en ny drejning.

– Jeg har mistet det filter, jeg havde imellem mig selv og virkeligheden. Hvis man spørger mig, hvordan tingene er, svarer jeg ærligt. Jeg har ikke længere lyst til at udsmykke virkeligheden, som jeg tid-ligere har gjort. Derfor ved jeg heller ikke, om jeg kan fortsætte med at skrive romaner. Men jeg har ikke tænkt mig helt at holde op med at skrive. Som forfatter er det et naturligt -instinkt at forsøge sprogligt at indfange det, der foregår. Og heldigvis lever jeg stadig et eventyrligt liv, hvor jeg finder stor glæde i de små ting. Frem for at søge fjerne horisonter, finder jeg nu en dyb tilfredsstillelse i min hverdag.