Tema

Lær at leve med smerten

Alder og skavanker kan føre til smerter under aktivitet – måske skyldes det slidgigt. Men det skal ikke stoppe dig fra at bevæge dig. Med naturlige metoder kan du tage kontrollen over smerterne og fortsætte med at leve et aktivt liv.

Ingen bryder sig om smerter. Der er -ingen livskvalitet i at have ondt.

Men hvis smerterne er blevet en del af din krop – eksempelvis gennem en kronisk slidgigt – må du finde en måde at leve med dem. Også når du er aktiv. For et liv uden bevægelse og aktivitet er ringere end et liv med smerter.

Du skal altså finde en måde at skrue ned for smerten og vænne dig til det. Byde smerten velkommen som en gammel ven, der følger med, når du går, cykler, svømmer, danser, gør gymnastik, eller hvad du nu holder af.

For at det ikke skal blive den rene lidelse, kan du vælge blandt en række naturlige midler, som hjælper din krop med at tage magten over de smerter, der forsøger at tvinge dig til et inaktivt sofaliv.

Inflammationen skal ned

Når du tager kampen op imod smerterne, skal du først og fremmest finde den aktivitet, du holder mest af. Holdtræning er godt, fordi det sociale fællesskab er motiverende for alle udfoldelser. Desuden kan du observere de øvrige deltagere – ”Sådan skal man i hvert fald ikke gøre,” eller: ”Måske skulle jeg prøve at gøre det på den måde?!”.

Som støtte kan du tage et naturmiddel, som har antiinflammatorisk effekt. Smerte er meget tæt forbundet med inflammation, og det gælder også for de led, der er ramt af slidgigt, hvad enten det er i knæ, hofter, ryg eller andre steder.

Antiinflammatorisk effekt finder du i rigt mål i gurkemejeroden, der ofte forhandles som pulver eller i kapsler. Hvis du tilsætter frisk gurkemeje eller gurkemejepulver til din mad, skal du huske at tilføje sort peber. I sort peber er stoffet piperin, der øger tyndtarmens evne til at optage de gode næringsstoffer fra gurkemeje. I gurke-mejetabletter er piperin ofte tilsat for at sikre en god optagelighed.

Også de nye CBD-produkter har høj antiinflammatorisk effekt.

Her kan det anbefales at afprøve flere forskellige produkter, måske også i flere forskellige doseringer (så længe det ligger inden for de anbefalede grænser). CBD-olie har stor effekt hos nogle brugere, mens forskningen har haft svært ved at dokumentere virkningen. Det ses ofte, at naturmidler har forskellig individuel -effekt. Måske passer netop CBD til dine smertesymptomer.

Naturlig ’painkiller’

Når det gælder slidgigt, er fysisk aktivitet den bedste kur. Flere forskningsprojekter, herunder forskningen bag det danskudviklede GLAD-træningsprogram, har påvist, at målrettet motion både reducerer smerterne og øger patientens evne til at tolerere de smerter, som er tilbage.

Men hvordan skal du træne, når smerterne ikke er til at holde ud?

Derfor er smertestillende nogle gange på deres plads. Især hvis de hjælper dig til at træne.

Fra naturens hånd er især to midler interessante: Pilebark og glukosamin (glucosamin).

Homøopatisk smertestiller

Homøopatiske midler er kendt for at være meget skånsomme for kroppen. Nogle gange deler de også vandene, fordi deres virkning er meget alternativ fra almindelig medicin.

Et middel, som kan benyttes ved smerter i bevægeapparatet, hedder Traumeel. Midlet er undersøgt i flere kliniske studier med positivt resultat. I et studie viste midlet sig lige så effektivt som et af de konventionelle gel-produkter ved slidgigt i knæet.

Traumeel har også stor antiinflammatorisk effekt.

Pilebark

Mange planter indeholder salicyl-syre, som i kroppen omdannes til den smertestillende acetylsalicyl-syre (det aktive stof i f.eks. kodymagnyl). Pilebark er særligt rig på salicylsyre og er blevet brugt som painkiller, siden Hippokrates startede udviklingen af moderne medicin i den græske oldtid.

Du kan købe pilebark i spåner, som kan brygges til en te, og du kan købe udtræk i kapsler. Der findes også kombiprodukter, hvor pilebark er suppleret med ingefær, gurkemeje og C-vitamin, så det samtidig kan bidrage til normal funktion af knogler og brusk.

Glucosamin

Pilebark benyttes den dag i dag til smertebehandling af heste. Det samme gælder for glucosamin, der fortsat kan være en stor lettelse for patienter med slidgigt.

Glucosamin er et stof, som findes naturligt i kroppen, hvor det -tilfører kroppen de byggesten, som skal bruges i genopbygningen af ledbrusk, og samtidig hæmmer de enzymer, der nedbryder brusken. Studier har vist, at tilskud af glucosamin sinker udviklingen af slidgigt markant, når man tager en dosis hver dag gennem flere år.

Samtidig har glucosamin direkte smertestillende effekt. I et forsøg fik patienter med slidgigt enten glucosamin eller NSAID-smertestillende (som eksempelvis Ibuprofen) i 8 uger. I den første periode meldte patienter på konventionel medicin bedst effekt, men ved forsøgets afslutning var der en klar overvægt af lindring i gruppen, som havde indtaget glucosamin.

Naturlige alternativer?

Denne artikel er blevet til i samarbejde med magasinet Naturli, der skriver om sundhed og vel­være med fokus på naturlige og
alternative metoder og midler.

Se mere på www.mitnaturli.dk – hvor du også kan søge på ­artikler om naturlig smerte­lindring og finde kilderne brugt
til denne artikel.