Klumme
Jeg kunne ikke undgå at overhøre ordvekslingen mellem to af mine kollegaer forleden. Jeg havde skam godt lagt mærke til, at min kollega igennem den seneste tid havde tabt sig ret meget. Og flere gange havde jeg da også overvejet, om jeg skulle kommentere på det.
For måske det ville være rart for vedkommende at vide, at andre lagde mærke til det. Og jeg tror da også, at hun blev -oprigtig glad, nu hvor en anden kollega sagde det, jeg ikke havde turdet sige – nemlig “Har du ikke tabt dig”. Og så med det efterfølgende: ”Ej, hvor det klær dig”.
Det er svært helt at vide, om det er det rigtige at tie stille som jeg, eller at heppe som min kollega gjorde. Når jeg selv blev i tvivl, var det fordi, jeg var nervøs for indirekte at sige, at vedkommende vejede for meget før. Og måske vægt også er en så privat ting, at vi ikke skal helt derind i den andens privatsfære, hvor vi kommenterer på noget så personligt som vægt.
Måske vægt også er en så privat ting, at vi ikke skal helt derind i den andens privatsfære, hvor vi kommenterer på noget så personligt som vægt.
Min tavshed bakkes op af flere kendisser, der har været fremme på de sociale medier og frabede sig dyrkning af kroppen og slankheden som ideal. Helt konkret var de blevet rost for deres vægttab og opponerede på det kraftigste. De har en pointe i, at der er en overfokusering på at se ud på den rigtige måde, som vi skal forsøge at kæmpe imod. Kropspositivister har en vigtig stemme, når det handler om at acceptere kroppen, som den er. Udskamning har aldrig været vejen frem.
Omvendt kan tavshed måske være med til, at overvægt forbliver tabu. Noget, vi ikke taler om. Og overvægt handler ikke om de fem kilo for meget på sidebenene. Overvægt er der, hvor det er sundhedsskadeligt og truer din trivsel. Og vi skal turde tale om overvægt. For, hvis ingen tør tale med dig om det, kommer du godt nok til at stå alene og kan nemt føle, at du bare burde tage dig sammen, og at det er din egen skyld, at du ikke lykkes med at leve op til idealet om den fitte slanke krop.
Du har ikke en rygrad som en kogt spaghetti og kan ikke bare tage dig sammen. Det er vigtigt, at alle forstår, at udviklingen af svær overvægt foregår i et yderst komplekst samspil mellem fysiske, psykiske og sociale faktorer – og, at mange af disse faktorer ligger uden for den enkeltes indflydelse.
I Helse, kan du møde psykolog Jeanne Fløe, som hver gang vil skrive en klumme om et aktuelt emne.
Jeanne Fløe er autoriseret psykolog og specialist i både klinisk psykologi og sundhedspsykologi med base på Esbjerg Sygehus. Sideløbende står Jeanne Fløe bag Psykolog Jeanne Fløe i Brejning ved Vejle.