Skønhed

Find den rigtige duft

Duft har en unik evne til at vække følelser og skabe nærvær – noget, der afspejles i den stigende interesse for parfumer. Fra innovative ’neuroscents’ til eksklusive nichedufte venter en verden af aromatiske oplevelser. Vi guider dig til at finde den rette duft og deler vores bedste tips.

Mangt og meget er slemt at mangle, men allerværst ilt. Og snuser vi ilt, så snuser vi også lugt, og fare har forrang for fryd [1]. Af praktiske årsager rent biologisk. Men et parfumesalg med en forventet stigning i det totale parfumemarked til $ 69.25bn i 2030 [2], mere end antyder, at mange næser køber sig til fryd. Og næsernes ejere vil have en aromatisk palet af ’selvudtryk’, der formidler ’dagens stemning’. I nær fremtid kommer AI-teknologi således til at spille en nøglerolle. Blandt andet Estée Lauder arbejder med et projekt, hvor ansigtsgenkendelse=følelsesmæssige reaktioner på en duft, skal være en del af parfumeudviklingen. Fremtidens dufte skal ikke bare kunne lides af næsen, de skal kunne tilpasses en persons følelsesmæssige tilstand. Og vi har kun set starten (læs mere via link [2]).

Men heldigvis – siger nogle af os – findes de endnu, de enestående menneskenæseskabte kunstværker, som mange prestigebrands og nicheparfumer er.

Parfume i hudpleje, skal man undgå det?

Det er meget sigende, at de fleste når de tester en creme på håndryggen tager hånden op til næsen og snuser, og selv om det i hudplejeforstand ikke bør afgøre valget, er det ofte sådan, det er. Fordi lugt/duft taler så stærkt til os. Spørger man toksikolog Ewa Daniel, -AllergyCertified, så er det en dårlig idé både med essentielle olier og parfumestoffer i kontakt med huden. Det gælder selvfølgelig både ansigt og krop. Parfumeallergi er det største problem i hudpleje og ikke mindst for dem, der har en skadet hudbarriere. Og syntetisk er ikke bedre end naturlig eller omvendt. Det er vigtigt at bemærke, at parfumeallergi ikke ligger nedarvet i gener, det er miljømæssigt betinget og en kontaktallergi, som vi alle kan udvikle. Parfumering af hudpleje anvendes i visse tilfælde for at maskere lugten af en ingrediens men selvfølgelig hyppigst for at fremme velvære og følelsen af luksus, mens essentielle olier også kan have en antibakteriel virkning og anvendes for effekt på huden. Således regnes både lavendel og rose for helende mens tetræolie ofte ses i produkter til uren hud/bumser, fordi olien er stærkt antibakteriel og i øvrigt også svampedræbende.

Men skal vi alle undgå cremer med duft? Ikke ifølge den amerikanske hudlæge Joshua Zeichner, som mener, at hvis man ikke har sart hud, eksem eller rosacea, så skal man give sig selv den glæde at bruge en velduftende creme, som han siger i en af sine Instagram–videoer [4]. Når det er et problem ved rosacea skyldes det, at mange parfumestoffer betjener sig af samme receptor, som er involveret i den rødme og brændende fornemmelse, som personer med rosacea oplever, forklarer dr. Zeichner.

Aromaterapien er tilbage

Aromaterapien er genopstået med især mange produkter til at fremme søvn. Det er på alle måder en positiv udvikling, hvis man håndterer de kraftfulde essentielle olier respektfuldt og i øvrigt sørger for kun at bruge rene olier og altid fortyndet i en bæreolie, når de anvendes på huden (læs afsnit om parfume i cremer). Kun få essentielle olier, herunder lavendel, kan anvendes koncentreret på mindre hudområder. Mange steder i verden er aromaterapi en tusindårig tradition, og der ses i disse år en udvikling inden for integrativ medicin mod at arbejde mere med klinisk aromaterapi [5]. Helt i tråd med Hippokrates’ tanker om aromaterapibade og massage med essentielle olier som helsefremmende for både krop, sind og sjæl. Og er der noget, der rammer tidsånden, så er det begrebet ’body, mind, spirit’. Det er næppe helt skudt forbi, at naturen har en rigtig god mening med at sætte duft/lugt til velsagtens alt omkring os. Og der er næppe heller tvivl om, at man med tanke på, at vi har lugtreceptorer i tarmen, kan finde meget af årsagen til krydderurters gavnlige virkning her (indtag aldrig koncentrerede essentielle olier). Og nyere studier tyder på en anti-inflammatorisk effekt og også tydelig påvirkning af det kognitive, herunder demens, og også stress, hjernetåge, depression, angst og søvn [6].

– Mange vælger at spraye deres duft på hår og/eller tøj for at undgå at få den på huden, men især molekyleduftene skal på huden for at udvikle sig med vores individuelle kemi.

– Citrus er den eneste frugtnote, man kan skabe naturligt fra citrusskallens olier, andre frugtnoter laves med syntetiske molekyler. Teknologien med at isolere molekyler fra en naturlig duftingrediens har også været vigtig for at beskytte truede arter – og selvfølgelig erstatte dyriske noter.

– Mange har snuset til jasmin, men at skabe duften med syntetiske molekyler er noget overraskende. For molekylerne lugter enkeltvis ikke for godt, men når de er sammen siger vores næse jasmin. Tænk sig at vide, hvordan lugten af puha kan vendes til noget næsepirrende og lystfyldt!

– Skal du købe parfume til dig selv, så start med at få højst to duftstrimler og brug mindst en time til at snuse dig til et eventuelt valg. Test herefter parfumen på huden og spørg en eller flere, du kender godt, hvad de synes. Og husk, når du bruger din parfume, at man selv bliver duftdøv efter kort tid, så du ikke kvæler om-givelserne.

Hvor får de inspirationen fra?

Jeg har mødt en del parfumører i mit arbejdsliv, og en af dem, der har fascineret mig mest, det er Mark Buxton. Ikke mange kan ’male med næsen’ som ham. Alene de navne, han giver sine dufte, fortæller meget om kreativitet og fantasi – Devil In Disguise, Dreaming With Ghosts, Spiritual Healing for eksempel. Mark Buxton er en legende, og før han valgte kreativ frihed, skabte han dufte i flere prestigehuse. Når man har haft så mange dufte i næsen og stadig skaber noget af det bedste, hvor kommer inspirationen så fra? Det besvarer Buxton med ’alle steder fra’ – rejser, slentre gennem byen, naturen, betragte mennesker, musik og bøger. Der er inspiration alle steder. Men mener han så, at resultatet, duftene, kan inspirere mennesker? Listen er lang, duft kan så mange ting, siger Buxton – inspirere, få én til at føle velvære, føle sig fri, unik, give energi, fremkalde minder. Tænk at skabe noget med sin næse til andres næser, der rammer dem på deres følelser, for det er jo sådan det er med vores lugtesans. Det må være en vanvittig spændende og sinds-krævende proces.

[1] https://news.ki.se/sense-of-smell-is-our-most-rapid-warning-system og
https://www.pnas.org/doi/10.1073/pnas.2101209118
 [2] https://www.cosmeticsdesign-europe.com/Article/2024/02/09/AI-for-fragrance-creation-and-innovation
[3] https://www.allergycertified.com/2019/11/28/chemical-of-the-month-perfume/
[4] https://www.instagram.com/joshzeichnermd/reel/C2bIKapRWpR/
[5] https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC7520654/ 
[6]   https://tisserandinstitute.org/essential-oils-cognitive-function/

Skønhedseksperten afbefaler

En god idé, der rammer en ny trend

Skal man købe duft til én, hvis favorit, man ikke kender, så er et ’discovery set’, altså et sortiment med flere parfumer i mindre størrelse, en rigtig god idé. Perfekt også til tidens trend at bruge duft til at udtrykke skiftende stemning, som vi beskriver andetsteds. Er man én, der rejser meget – eller måske gerne vil – så vil man helt sikkert blive glad for et udvalg af Les Destinations, hvor man kan snuse sig til seks destinationer rundt omkring i verden.

Les Destinations A Discovery Set med seks dufte à 4 ml samt prøver på de øvrige fem dufte i serien plus gavekort på sættets pris til efterfølgende køb af en duft fra serien, 300 kr./værdi 567 kr. på beaumonde.dk 

Ingen har skabt noget tilsvarende

Zarko er noget så usædvanligt som en verdensberømt dansk parfumør. Mange fortjente priser er det blevet til siden MOLéCULE 234.38. Men ud over at mestre sit kunstneriske håndværk, så har ingen til dato gjort Zarko kunsten efter at skabe molekyledufte. I Cloud Collection kan man se molekylerne, de essentielle olier, og hvordan de skiller sig fra vandet. It clouds and then clears again. Senest i serien er Cloud Collection No. 4, hvor huden interagerer med duftmolekyler som pink peber, mandarin og citron, jasmin, orangeblomst og en næsevarmende base af sandel- og cedertræ samt musk. Alt stadig håndlavet og produceret her i Danmark.

ZarkoPerfume Cloud Collection No.4, 1.700 kr. for 100 ml i Magasin, Matas, Salling flere webshops herunder på zarkoperfume.com

Et Tiktok hit hos de unge

De unge og også teenagere bidrager i den grad til det store salg af parfumer. Skal der købes gave til en teenager i familien, så er en parfumemist og ikke mindst Tiktok-hittet Sol de Janeiro Cheirosa ikke noget dårligt valg. Kendt for en solbeskinnet tilbagelænet attitude. Et kig på deres hjemmeside
soldejaneiro.com eller @soldejaneiro med 2.4 mio. følgere siger det hele. Der er flere parfume- og bodymists i serien med numre, der leder til årstal-inspirationen. Her 48 (=1948), året for lancering af bikinien i Rio. Altså ren poolside paradise, som de kalder den. 

Sol de Janeiro Sheirosa 48, ca. 210 kr. for 90 ml. Fås hos Matas, Magasin, Sephora og flere webshops.

En klassiker hitter hylderne

Celebrity-parfumer er slet ikke noget nyt. Historien har mange eksempler men ikke mange slår, at Marilyn Monroe (før Chanel købte hende) i 50’erne var muse for Sortilège. En Le Galion parfume fra 1936, der blev signaturduft for den eksklusive Stork jazzklub i New York, som gav den til besøgende berømtheder som Lauren Bacall og Judy Garland. Og den ikoniske parfume hitter igen hylderne med sin sofistikerede signatur af aldehyder og et væld af blomsteressenser lagt på en base af sensuelle noter af vetiver, amber, labdanum, sandeltræ og musk.

Le Galion Sortilége Eau de Parfum, 1.495 kr. for 100 ml hos Magasin og moleculesandcreams.dk

Den har holdt sit ry

Eau Sauvage har holdt sit ry som den måske mest populære mandeduft siden Dior lancerede den i 1966. Skabt af Edmond Roudnitska, en af de mest berømte parfumører. Den er på en og samme tid frisk og viril i sine citrus-topnoter, og varm og aromatisk med noter fra krydderier, mos, vetiver, sandeltræ, musk og amber. Der er alle de dyreste og fineste ingredienser. Eau Sauvage er ganske enkelt essencen af elegance, som også er populær hos kvinder. I dag findes duften i den klassiske Eau de Toilette, som også fås i en Extrème-udgave, samt i Cologne og Parfum. 

Eau Sauvage Eau de Toilette 680 kr. for 50 ml i Magasin, Matas, Salling og flere webshops

De lugte, vi vil være fri for

Duft fås i mange udgaver og med mange produkter er formålet at kamouflere eller forbedre enten ens egen lugt eller omgivelserne (f.eks. duftlys og diffusere). Men et par danske kvinder tilføjede for fem år siden en anden mulighed, nemlig en probiotisk løsning på at forebygge eller fjerne uønsket lugt. Freshen Up – Probiotic Odour Remover kan ud over at anvendes på tøjet og dermed måske spare en vask også anvendes i sko og i hjemmet – sengen, sofaen, tæpperne m.m. Sprayer man for eksempel forebyggende på blusen, så vil de probiotiske bakterier bekæmpe, at dårlig lugt fra sved opstår. 99.6 procent af ingredienserne er af naturlig oprindelse, flaske og ­etiket er lavet af 100 procent genbrugt plastik. Freshen Up fås uden og med mild duft. Læs mere på byoms.dk 

Byoms Freshen-Up Probiotic Odour Remover No Perfumes fås i 100/200/400 ml til priser fra 99 kr. til 249 kr.