Klumme
Artikelserien i dette nummer er ”Mandesygdomme”. Helse tænker nok mest på de klassiske sygdomme, som mænd er i øget risiko for at få. Mit fokus er et andet. Jeg har længe gerne villet skrive om narcissistisk personlighedsforstyrrelse (NPD). En stor undersøgelse i USA, der strækker sig over mere end 30 år og med mere end 475.000 deltagere, har vist, at mænd generelt er mere narcissistiske end kvinder. Så nu har jeg lige sneget emnet ind her. Jeg taler ikke om ham den selvfede, højt-råbende type. Jeg taler om en langt mere -alvorlig tilstand.
Deres selvopfattelse er afhængig af, at andre beundrer dem, og de søger derfor konstant validering for at undgå at komme i kontakt med deres egne
usikkerheder.
Personer med NPD kan se meget forskellige ud i adfærd. Narcissistisk adfærd er kompleks og kan skyldes en kombination af genetiske og sociale faktorer. Og der kan identificeres flere typer. Hvis du lever i en relation til en mand med NPD er der nogle karakteristika, som det kan være gavnligt for dig at identificere. Alle har disse hovedtræk:
Mangel på empati: Narcissister har ofte svært ved at genkende eller forstå -andres følelser og behov. Derfor kan de fremstå ufølsomme og selvoptagne. Nogle kan have en indlært forståelse for andres følelser. Men som partner vil du hurtigt mærke, at du ikke bliver ægte set og hørt.
Behov for beundring: Deres selvopfattelse er afhængig af, at andre beundrer dem, og de søger derfor konstant validering for at undgå at komme i kontakt med deres egne usikkerheder. Som partner vil du blive fanget ind i at skulle opfylde dette behov for at bevare freden.
Følelse af berettigelse: De føler ofte, at de har ret til særbehandling og fordele og tager ikke hensyn til andres rettigheder.
Manipulation: For at opretholde en følelse af overlegenhed manipulerer de andre. De står ikke tilbage for at lyve. De har ofte gode talegaver. De bruger andre som brikker og udnytter dem for at nå deres mål.
Følsomme over for kritik: Selv mild kritik opfatter han som et personligt angreb. Han reagerer med vrede eller nedgørelse, hvis han føler sin position truet.
Derudover kan der være tendens til:
Gaslighting: Hvis du som partner udsættes for gaslighting, kan du til sidst slet ikke finde ud af, hvad der er sandt og falsk.
Jalousi: Din kærestes jalousi risikerer at begrænse dig i din mulighed for at have -social omgang med andre. Selv dine veninder kan han ikke tåle, du er sammen med.
Nydelse ved at se andre lide: Nogle med NPD har dette træk, som vi kender fra psykopaten.
Over tid kan du få svært ved at sætte grænser eller at forlade det usunde forhold. Mange bliver lang tid i forholdet. Særligt kvinder, der er meget empatiske og intelligente. Disse kvinder har nemlig en udvidet evne til at sætte sig i andres sted. De kan derfor komme med en masse forklaringer, der er til den narcissistiske partners fordel. Men få hjælp til at komme ud. Det er psykisk nedbrydende at være i et parforhold med en narcissist. Vær forberedt på, at det ikke bliver nemt. For han tåler ikke at blive forladt.
I Helse, kan du møde psykolog Jeanne Fløe, som hver gang vil skrive en klumme om et aktuelt emne. Jeanne Fløe er autoriseret psykolog og specialist i både klinisk psykologi og sundhedspsykologi med base på Esbjerg Sygehus. Sideløbende står Jeanne Fløe bag Psykolog Jeanne Fløe i Brejning ved Vejle.