Klumme

Enhjørningekagen

Det er min fødselsdag i dag. Ja, det er selvfølgelig ikke din i dag, kære læser, for nu er tiden gået, og du sidder og læser dette for at slå tiden ihjel, indtil det bliver din tur på apoteket eller hos lægen.

Det er min fødselsdag i dag. Ja, det er selvfølgelig ikke din i dag, kære læser, for nu er tiden gået, og du sidder og læser dette for at slå tiden ihjel, indtil det bliver din tur på apoteket eller hos lægen. Men lige nu er det min i dag, den 15. oktober 2026, dagen, hvor jeg fejrer, at min krop har hvirvlet gennem verdensrummet og takket være tyngdekraften bevæget sig 63 gange rundt om den lokale stjerne i vort Solsystem, ved at bade uforstyrret og med skumbad i det emaljerede badekar med løvefødder, jeg engang har købt og placeret i min ødegård Solhjem dybt inde i de endeløse svenske skove.

Og sikke en krop. Den ankom til Jordens overflade den 15. oktober 1963. Det var en tirsdag, dagen efter den historiske mandag, hvor Københavns Sporveje for sidste gang betjente deres linje 23 fra Nørreport Station over Øster Allé og ud ad Lyngbyvejen op til Kongens Lyngby med de elegante, elektriske trolleybusser. Fordi de var for bøvlede med deres hængende luftledninger, og fordi fremskridtet krævede den strømlinede smidighed og dynamiske trafikadfærd, som de dieseldrevne bybusser kunne tilbyde byens trafikale trængsel. Som den offentlige transports svar på Pinocchio i en tid stadig præget af efterdønningerne af Den Store Krig, der var afsluttet blot 18 år inden.

Den 15. oktober var således fremskridtets dag, og min krop ankom til fødeafdelingen på anden sal i det gamle Rigshospitalet med udsigt ud mod Blegdamsvej, hvor dagens sidste af de første dieseldrevne linje 23 busser var kørt forbi lidt over klokken 22.00 om aftenen. Hvilket er sært, idet proppen blev skåret ud af min mors livmoder ved et planlagt kejsersnit. Og jeg vil umiddelbart mene, at den vagthavende kirurg kunne og måske endda burde have planlagt et lidt tidligere tidspunkt for kejsersnittet, således at han kunne have nået hjem med den sidste bus for at læse godnathistorie for sine eventuelle børn eller måske være der for konen, om en sådan eksisterede og ønskede hans selskab.

Men hvad ved jeg om hospitalskulturen for 63 år siden? Ret meget faktisk, for min mor har sidenhen fortalt mig, at hun hverken måtte se mig eller holde mig, da jeg var født, for jeg blev straks kørt væk, og at min far var nødt til at hidse sig op på tredjedagen, før sygeplejersken stærkt presset gik ned på afdelingen for nyfødte og hentede mig og lod dem se mig et par minutter, før hun kørte mig tilbage til den afdeling, hvor jeg åbenbart hørte hjemme. Og måske var det mere misforstået omsorg end egentlig kynisme, for jeg var et ganske lille og ikke overvældende smukt barn.

Et skravl ligefrem, og min storebror Peter har siden fortalt, at han var skuffet over, at jeg ikke var en kalv. Det satte sig som en generel ærgrelse og førte muligvis til, at han et par år senere gennemgik en ret intens periode af sit liv, hvor han udlevede sin stærke fascination af kalve. Han klædte sig ud som kalv, levede som en kalv og følte vel i store træk, at han var en kalv. I dag ville hans omverden naturligvis have omfavnet hans valg af identitet og forsøgt at facilitere den på alle måder, men dengang var min mor, der var sygeplejerske, og min far, der var civilingeniør, forholdsvis bekymrede. Begge var flygtet fra land til by for netop at lægge afstand til hele kulturen omkring det dyrkede land og husdyrene, og de betragtede vel nok deres ældste søns adfærd som en udfordring på samme måde, som mange moderne forældre ser på deres børn, når de pludselig ikke vil dele deres YouTube-historik.

Lykkeligvis fadede kalvetiden ud, da Peter begyndte at gå til spejder hos KFUM oppe bag Sorgenfri Kirke, og hvis jeg blot havde gjort det samme, ville alt sandsynligvis være gået anderledes. Men jeg turde ikke gå til spejder, for spejdere skulle på spejderlejr, og jeg ville under ingen omstændigheder på spejderlejr, for jeg havde engang været med mine forældre oppe i Nordjylland på onsdagsbesøg på Peters spejderlejr, og han brølede som en ko, der har fået sin kalv fravristet fra patten, da vi satte os ind i den dueblå Folkevogn bobbel for at køre hjem igen. Fordi han jo savnede sin mor og far. Mest sin mor, og hun savnede jo ham, og der var sateme stille i bilen længe, og min mor græd måske en lille smule, fordi hun var blød om hjertet, og senere faldt jeg i søvn omme på bagsædet, dels på grund af udmattelse og lettelse over ikke at være efterladt, og dels fordi de gamle folkevogne havde noget med udstødningen, der gjorde, at bagsædepassagererne indimellem mistede bevidstheden på de lange ture.

Men hvor Peters nordjyske hjemve var naturlig og kunne håndteres med den klassiske og stærkt undervurderede øvelse ‘at tage sig sammen’, hvilket man normalt udførte ved at græde, indtil der ikke var flere tårer, hvorefter man rejste sig fra sengen og løb ud i solskinnet og legede med de andre ulveunger, så var min hjemve anderledes mørk og grusom og fuldkommen uden ende. Måske ligefrem finere. Den blev i hvert fald grundlagt meget tidligt og uhyre grundigt, da jeg som seksårig i syv uger lå alene og forladt – indlagt på det samme Rigshospitalet, som havde lagt terrazzogulve til min fødsel. Det var i august 1969, men The Summer Of Love var ikke trængt ind bag murene, hvor alting foregik meget gammeldags. Således skulle vi børn primært have ro, renlighed og regelmæssighed, hvorfor vi naturligvis kun måtte modtage besøg én gang om ugen. Det var om fredagen mellem 17.30 og 18.00, hvilket betød, at jeg tilbragte resten af tiden siddende i vindueskarmen med udsigt ud over parkeringspladsen til hospitalets gæster. Hold op, hvor jeg savnede, og jøsses, hvor det spolerede masser af min adfærd senere hen.

Men de gamle vidste ikke bedre. Man havde for eksempel også samlet de små patienter på store 16-børns stuer, hvor man så overlod det til børnene selv at skabe deres egne hierarkier. Og kongen på min afdeling var selvsagt en stor dreng ved navn Per fra Lille Skensved, der var blevet kørt over af en Ferguson-traktor, og hvor man kunne ane bogstaverne ‘GOOD’ fra dækfirmaet GOODYEAR i blodudtrækninger på hans inderlår. Jeg lå i bunden af bunken, fordi jeg var indlagt med absencer, og ingen anede, hvad absencer var. Ikke engang lægerne, tilsyneladende, for de fandt ikke ud af noget som helst i løbet af de syv uger, og til sidst blev de irriterede og gav mig en såkaldt priktest, hvor man poder patientens arm med forskelligt organisk materiale og så venter på, at noget af det hæver op. Det skal man så holde sig fra, og jeg blev således udskrevet til gaden med udtrykkeligt forbud mod at drikke mælk og spise knoldselleri. Mine forældre valgte klogeligt at ignorere det med selleri og koncentrerede sig om at behandle mælkeallergien, hvilket overraskende bestod i at tilvænne patienten til én dråbe kogt mælk hver aften i en uge, og så to dråber kogt mælk den næste uge, indtil vi til sidst nåede helt op på en teskefuld kogt mælk, hvorefter min mor blev træt af de dråber og bare gav mig mælk.

Senere begyndte jeg at skele på det ene øje efter en uheldig koppevaccination hos egen læge, og senere igen ville nogen andre læger give mig væksthormon, fordi jeg var for lille og voksede for lidt, og min mor var nødt til at skælde en overlæge ud ude på Herlev Sygehus, før de opgav den plan. Og min mor var stille hele vejen hjem i bussen, for hun var ikke glad for at skælde overlæger ud. Jeg fik også hevet fire tænder ud og fik fast bøjle på resten, bare fordi Lyngby-Taarbæk Kommune havde ansat for mange tandteknikere, og noget skulle de jo lave, hvilket igen betød, at jeg på et tidspunkt skulle have vidner fra kommunen til stede, når jeg selv var hos tandlægen med min ældste datter, da hun skulle have bøjle.

Og hun klarede sig, selvfølgelig. Ligesom jeg har gjort, indtil videre i 63 år. Og når jeg nu sænker min aldrende krop ned i badekarret igen for at fejre denne dag, så er det i virkeligheden som altid fremskridtet, jeg fejrer. At vi gør vort bedste over for hinanden og over for os selv. Og heldigvis bliver vi hele tiden bedre til at gøre vort bedste. Ligesom min yngste datter på to-et-halvt, der lige har foræret mig en enhjørningekage i grøn butterdej.

Den er eddermame uhyggelig, og den smager mystisk, men jeg elsker den. Og ligeså med livet. Tak for det.


Om Anders Lund Madsen

Anders Lund Madsen (født 1963) er journalist, forfatter og komiker, og hans humoristiske tilgang til tilværelsen afspejler sig ofte i hans personlige bøger og foredrag, der kredser om temaer som eksistens og sorg, som altid bliver formidlet med lune og nærvær.

Bragt i Helse nr. 7, 2026, side 24–25.