“Sjove mennesker har ofte forældre, der er kede af det”

Af Nicola Kragh Riis

Da Kathrine Abrahamsen var 3-4 år gammel, var hendes største drøm at blive vejrvært på tv. For alle lytter og er stille, når vejret kommer på. Ud over denne drøm for hendes fremtidige karriere, har hun begrænsede minder fra barndommen.

Hun vokser op i en lille by syd for Århus, og hun ser ikke tilbage på barndommen som dårlig. Faktisk husker hun den ikke særlig godt i lange detaljerede historier, men mere i mindre scener eller overskrifter. Provinsidyl, boede et dejligt sted i en lille landsby, havde gode venner og gik til ridning, fodbold, dans og flere forskellige fritidsinteresser.

Som man måske husker tilbage på en barndom, tænker du måske. Og alt efter din nuværende alder kan barndommen være tættere på eller længere væk i hukommelsen. Men for den i dag 37-årige Kathrine Abrahamsen er det svært at fremkalde barndommen i minderne. Den er på en måde druknet i fremkaldervæsken, og hun husker kun mindre glimt, som hun lidt har tvunget sig selv til at finde frem.

“Jeg har virkelig svært ved at huske min barndom og dynamikken mellem mine forældre, og de første ti år af mit liv føltes da også helt normale, hvis man kan sige det sådan, for man ved jo ikke som barn, hvad der er normalt, for man er bare født ind i det liv, man er givet,” siger Kathrine.

“Jeg ser ikke tilbage på min barndom med ondt i maven. Det er en opvækst, der er gået,” siger Kathrine let konstaterende.

Alkohol

Hun kan til gengæld genkalde flere situationer fra omkring 10-11 års-alderen, som ikke var rare at opleve for et barn, og som hun oplevede som utrygge.

“Jeg var kommet hjem fra skole, og min far så nusset ud. Han havde joggingtøj på og uglet hår. Han plejede ikke at være så afslappet, selvom han arbejdede hjemmefra. På et tidspunkt skulle han hælde mælk op i en lille skål til katten. Den stod på jorden, og han lænede sig fremover og nedad for at ramme den. Skålen, ikke katten. Da han gjorde det, fortsatte hans krop. Han lænede sig så meget fremover, at han væltede, med hovedet først ind i muren foran ham.”

Der var flere episoder, hvor faren opførte sig anderledes, og for eksempel spurgte om de samme ting flere gange eller bare havde ‘sejlende glasøjne’.

“Jeg var panisk angst for, at mine venner opdagede det. Bange for at han gjorde noget pinligt og også bange for, at han kom til skade,” husker Kathrine, der som barn påtog sig et ansvar, som hun som voksen kan se, var uhensigtsmæssigt for en lille pige.

“Jeg havde en mission om at vise alle, at vi var en lykkelig og velfungerende familie, og det vil også sige, at jeg skulle skjule al den skyld og skam og druk for at opretholde familien,” siger Kathrine, der konstant var på overarbejde på grund af farens heftige tørst.

Hun satte flasker på plads i sprutskabet, så hendes mor ikke skulle opdage, at de havde været fremme.

Allerede som 15-årig begynder Kathrine at mærke på sin krop og sit sind, at hun har båret på for meget. I bogen kalder hun det for ‘et langstrakt sammenbrud’, da der skal gå mange år, før hun får rigtig hjælp.

“Jeg falder fra hinanden. Jeg begyndte at få det fysisk dårligt, og både mit hoved og min krop fortæller mig, at der er noget galt. Jeg var ked af det og mørk i hovedet, men jeg vidste jo ikke hvorfor,” konstaterer hun.

Først er hun til et mislykket besøg hos en psykolog, som Kathrine oplever, hellere vil grave i Kathrines brors historie end hendes, og herefter går hun til lægen. Hun har taget læbestift på, som hun ofte gør, og lægens kommentar var, at ‘så har du det vist heller ikke værre’…

“Jeg havde ikke energi til at forsvare mig selv, og jeg vidste jo ikke selv, hvad der var galt, men var godt klar over, at noget var galt, selv om jeg havde taget læbestift på.”

Kathrine kalder det ‘de sorte fugle’, der flytter ind. Mørke tanker i sindet, et ubehag, en grundfølelse af at være trist.

Angsten

Det er først som voksen, hun begynder at kigge tilbage på sine tidlige år med andre briller på.

Det sker efter en periode med stigende angst og en følelse af et altoverskyggende mørke, der pakker den 22-årige Kathrine ind og forhindrer hende i at leve og arbejde.

“Det var en generel angst kendetegnet ved en konstant, overdreven bekymring over helt almindelige hverdagsting. Det føles ofte som en ’hvad nu hvis …’-kværn i hjernen, der aldrig stopper og mange katastrofetanker,” fortæller Kathrine om perioden.

“Mit alarmberedskab var konstant i gang. Min puls var altid lidt høj. Jeg fik et chok af de mindste lyde. Jeg var grådlabil, og der var ikke en dag uden jeg følte uro og ængstelighed,” fortæller hun.

Hun fik medicin for at dæmpe angsten, og det virkede. Heldigvis.

“Depression kan være svært at forklare til personer, der ikke har prøvet det. For mig var det en tung dyne af håbløshed, en følelse af endeløs sorg og opgivenhed. Indkøb, at gå i bad, oprydning, at lave mad, selve hverdagen, var næsten umulig at være i. Jeg kunne ikke høre musik, fordi det vakte følelser i mig, og det kunne jeg slet ikke rumme,” siger Kathrine, der i denne periode har svært ved at hænge sammen og have en normal hverdag.

“Jeg falder stille og roligt mere og mere fra hinanden. Jeg har det fysisk dårligt, jeg er grund-ked af det og bliver meget mørk i hovedet,” siger Kathrine.

Hjælpen

Nu er Kathrine 25 år og får kontakt til TUBA, som er en organisation, som tilbyder gratis hjælp til børn og unge mellem 14 og 35 år, hvis forældre har et alkohol- eller stofmisbrug.

Hun bliver tilknyttet en terapeut, Marianne, som hun stadig har kontakt med i dag.

Da Kathrine begynder i terapi hos Marianne, får hun fundet minder frem om en barndom med tilstedeværelse af alkohol. Hendes far arbejder hjemme og er altid hjemme, når Kathrine kommer hjem fra skole.

“De første tegn på, at min far drikker, der ved jeg jo som barn ikke, hvad der foregår. Han var mærkelig, lalleglad, glemsom og forpjusket,” fortæller Kathrine, der langsomt fornemmer, at hendes far ikke er sig selv.

“Han har en helt anden tilstedeværelse, og jeg husker ret hurtigt situationen som utryg. Jeg kan jo ikke regne ud, hvorfor er han sådan, og jeg ved aldrig helt, hvad jeg kommer hjem til,” siger Kathrine, der derfor som barn har levet i perioder med højt alarmberedskab i kroppen.

“Når min far var fuld, var han slet ikke sig selv, og det var ubehageligt nok. Han snøvlede, havde et helt særligt blik i øjnene, en form for sejlende glasøjne. Han gentog sig selv og var slet ikke til stede. Han var klodset og mere utilregnelig. Det var, som om han var en fremmed mand, når han var fuld,” fortæller Kathrine, der som barn ikke havde sproget til at sige, hvad det gjorde ved hende.

“Utilregneligheden er utryg. Især når man er barn. For det er den voksne, der skal holde fortet, og når der er sprækker i den fordeling, så farer man vild som barn,” siger hun.

I dag kan hun godt tænke over, hvorfor hun ikke sagde noget dengang, men det er der en helt naturlig forklaring på.

“Jeg tror aldrig rigtig, mine forældre har haft et stærkt emotionelt sprog, og jeg tror heller aldrig, vi børn har lært det. Vi snakkede ikke om, hvordan vi havde det på et dybere niveau, eller sagde ‘du gør mig ked af det nu’. Jorden var slet ikke gødet til det sprog, og jeg har slet ikke vidst, hvor jeg skulle starte,” siger Kathrine, som gjorde det naturlige for hende og for mange andre i lignende situationer.

Hun siger ingenting.

Hun siger ikke noget til sin far om, at det ikke er rart, og hun siger heller ikke noget til sin mor om far. Og hun siger slet ikke noget til andre uden for familien for tænk nu, hvad der så kunne ske.

“Man gør alt for, at andre ikke skal blive kede af det, og så lever man selv med at være det.”

Arrene

Alle de ubehagelige oplevelser og utryghed, som Kathrine har oplevet, kalder hun sine ar. Og dem er der nogle stykker af.

“Jeg har helt vildt lavt selvværd, og jeg har ikke følelsen af, at mine behov skal tages seriøst. Jeg har svært ved at mærke, hvad jeg har lyst til, og jeg kan ikke mærke mine grænser, for jeg er vokset op med, at jeg ikke har ret til at sige fra,” siger Kathrine, der i terapiens rum har fået den dybere forståelse for, hvorfor hun har kæmpet i så mange år med at have det godt.

“Jeg er først blevet bevidst om mine ar i en sen alder, fordi jeg bare har overlevet og kørt på pumperne, hvor jeg ikke har kunnet mærke mig selv rigtigt, men jeg har mærket angst, ængstelighed og utryghed.”

Hendes forhold til mænd som partnere har også været præget af uroen i hendes opvækst.

“Jeg er jo vokset op med den her kæmpe store pleaser-energi og krydret med en grundlæggende udfordring med at mærke og sætte grænser, så har det gjort kærligheden til mænd til en meget svær størrelse,” fortæller hun.

De forhold, hun har været i, har hun gjort alt, hvad hun kunne for at gøre andre glade, og det har blandt andet medført, at hun ikke selv var glad.

“Min automatreaktion er, at mit behov er ligemeget, og jeg ved slet ikke, hvem jeg er, hvad jeg kan lide, hvad jeg drømmer om, og hvad der gør mig ked af det, og det giver en rodløs fornemmelse, som så skubber til en angst.”

Mange af disse usikkerheder kan spores tilbage til opvæksten med alkohol som blind passager.

“I terapien fandt jeg jo ud af, at de mekanismer med at oversamarbejde og hele tiden være ovre i min far og forsøge at regne hans humør og hans promille ud for min egen trygheds skyld, har taget en meget stor del af min energi. Når antennerne hele tiden peger ud, så peger de aldrig ind,” siger Kathrine, der derfor ikke har lært at tage vare på sig selv.

“Min virkelighed er ikke blevet bekræftet, så jeg fandt min tryghed i kontrollen af min far. Derfor fik jeg aldrig rigtig fodfæste i mig selv, og det har givet mig angst og de sorte fugle, som jeg kalder dem,” siger Kathrine.

For fire år siden blev Kathrines far meget syg og indlagt på hospitalet i Jylland. Kathrines angst blusser op igen.

“Det gik op for mig, at udviklingen med mig ikke kun går fremad, og der begyndte at rumstere en masse tanker i mig, og de sorte fugle flyttede ind igen,” fortæller Kathrine.

Hun bliver bange for at flyve, køre bil, tage metro, bange for lyde og mennesker.

Hun opsøger igen sin læge efter en meget ubehagelig episode hjemme i hendes lejlighed, hvor hun isolerede sig mere og mere fra verden udenfor. Det eneste trygge sted var heller ikke trygt længere.

“Jeg stod i mit køkken og kiggede på de skarpe knive og tænkte på, hvad man kunne gøre med dem. Både min krop og mit hoved fortalte mig, at der var noget galt. Jeg begyndte også at få panikangst, og det kan man ikke rigtig løbe fra,” siger Kathrine med den lille ironiske distance i den måde, ordene kommer ud på, som hun har tillært sig at gemme det sårbare bag.

Heldigvis lader Kathrine knivene hænge i køkkenet og får hjælp. Hun får medicin, der kan dulme angsten.

“Jeg har brug for min medicin, som diabetikere har brug for insulin. Medicinen er ikke helbredende, og jeg skal supplere med terapi for at have det godt,” fortæller hun.

Hun snakker med sin far i telefonen kl. 19.30 hver dag.

“Jeg har en relation til min far i dag, og det gibber stadig i mig for at passe på ham og opretholde vores forhold,” siger Kathrine, der dog har lært, at faren ikke er hendes ansvar.

“Jeg gør mig umage med at tage voksenhatten på, og jeg øver mig i at tage den på, når jeg taler med ham. Det går bedre, men det er ikke nemt,” siger Kathrine.

Grin

I hendes arbejdsliv som journalist, tv- og podcastvært har Kathrine brugt humor til sin fordel.

“Jeg fandt ud af, at jeg er god til at være sjov, og det at være god til noget giver positiv opmærksomhed. ‘Dans klovn, dans’. Jamen, så skal I se mig danse,” griner hun, der har været med i både tv- og radioprogrammer, hvor hun har brugt sin humor og også som vært på Smuk Fest i Skanderborg hver sommer.

“Jeg har haft et stort behov for positiv opmærksomhed, og det er jo nemmere at grine end at være sårbar. Nu er jeg landet okay i at rumme begge sider, men det er super trygt for mig at være sjov,” siger Kathrine, der også er meget bevidst om, hvordan hun har brugt humoren i sit liv.

“Sjove mennesker har ofte forældre, der er kede af det, har min mor engang sagt. Det er en måde at flytte fokus på. En overlevelsesstrategi,” siger Kathrine, der gerne vil bruge både humor og alvor til at hjælpe andre, der har oplevet det samme som hende.

“Jeg håber sådan, at hvis man har været i samme situation som mig, at man føler sig set og spejlet i min historie. Det kan fjerne noget ensomhed, især for dem, der ikke taler med nogen om det. Man føler sig super alene, man har en skam over sine følelser og kan også være sur på sig selv. Jeg håber sådan, at min fortælling kan give børn, der har oplevet det samme, en lille smule selvkærlighed,” siger Kathrine, der også har tænkt over, hvornår et alkoholforbrug er for meget.

“Hvornår drikker forældre for meget? Det er jo et godt spørgsmål. Men det gør de, når nogen synes, det er ubehageligt,” siger Kathrine.

Marianne, som er terapeut for TUBA, siger det således:

“Hvis et barn, eller andre, oplever det problematisk, så er det problematisk. Det siger også noget om, at det i mindre grad handler om mængden af alkohol end den ændring, der sker, som gør, at barnet oplever det som utrygt. Altså at adfærden bliver uforudsigelig, og der opstår en følelsesmæssig utilgængelighed. Og det er ikke noget, der nødvendigvis har at gøre med indtag af store mængder.”

Kathrine Abrahamsen hilser på en hund og småsnakker både med hund og hundeejer, mens hun samler tankerne og trækker luft ind til den afsluttende afrunding.

“Jeg vil gerne være med til at starte en samtale om alkohol vi kan finde et fælles fodfæste med hinanden og med vores nærmeste.”

Samtalen er hermed i gang.

Kathrine Abrahamsen på job

Kathrine Abrahamsen er en dansk journalist, tv-, radio- og podcastvært.

Hun har tidligere arbejdet for DR på P3, hvor hun har været vært for programmer som Tabu og Buffetten på P3.

I 2023 deltog hun i sæson 7 af TV2-programmet Stormester.

Nu er hun vært på podcasten ‘Lige på sengekanten’ og aktuel med bogen ‘Fjeren på min skulder’ om hendes opvækst med en far, der drak og hendes efterfølgende angst og depression.

Få gratis og anonym hjælp

Ring til Alkolinjen, hvis du eller en af dine nærmeste har problemer med alkohol, og du har brug for at tale med en rådgiver.

Alkolinjen er en gratis og anonym rådgivning.

Du kan også chatte med en rådgiver på www.alkohologsamfund.dk.

Alkolinjen: 80 20 05 00

Du kan også ringe eller skrive til TUBA på sms på 50 18 18 00.

Går du med selvmordstanker?

Ring til Livslinien på 70 20 12 01, og få hjælp i dag.